Ny kordegn og daglig leder

03.02.2018

Finn W. Andersen er tiltrådt som ny kordegn og daglig leder for sognets kirkefunktionærer. Han blev budt velkommen ved højmessen i Kristkirken søndag den 4. februar kl. 10.30.

60-årige Finn Andersen har over 25 års ledererfaring fra kirkelige organisationer, og den får han brug for, når han fremover også skal lede kirkens otte medarbejdere.

"I folkekirken varetages ledelsen normalt af menighedsrådets kontaktperson, der også har et civilt job at passe. Jeg håber, at jeg som en del af medarbejderflokken, kan være med til at gøre nogle arbejdsgange mere smidige og sikre, at der bliver kortere fra idé til handling," siger Finn.

For tiden er han i gang med en række kurser, som skal hjælpe ham til at begå sig i kirkens jungle af love og paragraffer. Og han glæder sig til at blive helt dus med opgaverne.

"Min farbror var kordegn, og det har ligget i luften, at jeg også skulle prøve det en dag. Det er så nu, og jeg synes, starten har været god," smiler han.
Finn er gift med Tove og bor i Børkop. Når tiden tillader det, tager han ud og holder foredrag, og så betegner han sig selv som en passioneret læsehest og filmnørd.